45.000 Huskekager og lige præcis 111.490 kr. til arbejdet for at forbedre dementes vilkår. Det blev resultatet af samarbejdet mellem Dansk Supermarked og Alzheimerforeningen som tidligere på efteråret opfordrede danskerne til at ”guffe sig til en god gerning” ved at købe en Huskekage i føtex eller Bilka i dagene omkring den internationale Alzheimerdag 21. september. På den måde var danskerne med til at støtte Alzheimerforeningens arbejdet for demenspatienter og pårørende.
Salget vækker glæde hos Alzheimerforeningen:
- Demens er en folkesygdom, som stadig er omgærdet af mange myter. Mange tror fejlagtigt, at demens er en naturlig del af alderdommen, eller at det kun handler om at miste hukommelsen.
Demens skal være noget, der er åbenhed om, for det berører næsten en halv million danskere. Derfor er det helt fantastisk, at vi med den her kampagne er nået ud til mere end 45.000 danskere, ” lyder det fra Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.
- Med Huskekagen opfordrede vi alle til at tage en åben snak om sygdommen – for eksempel hen over en kop kaffe og en Huskekage. At salget er gået godt, tyder på, at der er skabt mere åbenhed omkring sygdommen, lyder det fra Nis Peter Nissen som også glæder sig over den store lokale opbakning, der har været i forbindelse med salget, hvor frivillige har stillet op over hele landet for at gøre folk klogere.
Også hos Dansk Supermarked glæder man sig over, at huskekagerne har været med til at skabe opmærksomhed omkring Alzheimers og andre demenssygdomme.
Det skønnes at mere end 85.000 danskere har en demenssygdom, og allerede i 2040 er antallet næsten fordoblet. Mere end 400.000 pårørende lever i dag med demens tæt inde på livet.