Kurserne starter op i Hjørring og Frederikshavn kommuner til marts.
Det er en krævende omvæltning, når et familiemedlem rammes af en demenssygdom. Gennem sygdomsforløbet bliver det ofte sværere at kommunikere med hinanden, og sygdommen er med til at ændre livet for både den demensramte og de pårørende. Derfor har Alzheimerforeningens lokalforening i Nordjylland iværksat en kursusrække, der skal klæde deltagerne på til hverdagen og livet med demens, og give dem nogle brugbare redskaber.
Positiv modtagelse
I første omgang bliver kurset sat i gang i Frederikshavn og Hjørring kommuner, hvor de lokale demenskoordinatorer står for at rekruttere deltagere.
Onsdag den 26. november mødtes de lokale demenskoordinatorer med Alzheimerforeningen, og det var et meget positivt møde, fortæller lokalformand i Alzheimerforeningen, Gunver Folmand:
-De viste stort interesse for både indholdet og undervisningen i kurset, og gav udtryk for at denne form for kursus er meget positivt, da det kan give de pårørende en viden og indsigt, der kan hjælpe dem til at forstå og klare de ændrede livsbetingelser, som sygdommen bevirker. Som lokalforening betyder det meget for os, at kurset modtages så positivt, og vi er glade for at mærke demenskoordinatorernes begejstring for at tilbyde borgerne vores kursusforløb.
Det første af i alt fem kursusforløb påbegyndes den 2. marts 2015. Kurset strækker sig over otte gange á fire timer per gang. Hvis du er interesseret i at deltage i kurset og bor i Frederikshavn eller Hjørring Kommune, så kontakt din lokale demenskoordinator.
Yderligere information om kurserne
Kontakt: Gunver Folmand
Email: gunver.folmand@gmail.com
Tlf.: 9831 8328 / mobil 2045 8328