Livsstilsfaktorer som rygning, fedme og fysisk inaktivitet er alt sammen med til at øge risikoen for at få en demenssygdom. Det viser undersøgelsen, der er blevet foretaget på baggrund befolkningsbaserede data af en række forskere på Cambridge Institute of Public Health ved Cambridge University i England. Analysen anslår, at man ved at reducere blot ti procent af den risiko, som eksempelvis fedme medfører, vil kunne forebygge ni millioner tilfælde af demens inden 2050. Det svarer til, at antallet af nye tilfælde af demens, sænkes med 8,5 procent.
Der er dog også en tidligere undersøgelse fra 2011, der anslår, at op til et ud af tre tilfælde af Alzheimers sygdom kan forebygges ved livsstilsændringer, men denne teori kunne vise sig, at være mindre nøjagtig, da den vurderer hver af de forskellige risikofaktorer uafhængigt af hinanden.
”Denne værdifulde undersøgelse bidrager til en voksende mængde af beviser, der kraftigt tyder på, at enkle livsstilsændringer kan hjælpe til at nedsætte vores risiko for at udvikle demens. Det forventes at op mod 106 millioner mennesker på verdensplan vil leve med en demenssygdom i 2050. Derfor er udsigten til at kunne forebygge op til et ud af tre tilfælde af Alzheimers sygdom, noget vi må tage meget seriøst. Vi bør med disse nye resultater nøje overveje, hvordan folkesundheden påvirker udviklingen af demenssygdomme,” lyder det fra Dr. Doug Brown, der direktør for forskning og udvikling ved det engelske Alzheimers Society.
Han bakkes op af Alzheimerforeningens direktør, Nis Peter Nissen:
”Denne undersøgelse viser, hvor vigtigt det er at fokusere på andet end medicinsk behandling. I Alzheimerforeningen har vi længe haft et fokus på social inklusion, fysisk aktivitet og hjernegymnastik. Med disse nye resultater håber vi, at flere politikere vil få øjnene op for, hvor vigtigt og meningsfyldt det er, at arbejde aktivt med forebyggelse og rehabilitering inden for demensområdet.”