Det seneste år har 13 af dem lidt en uhyggelig og uværdig død. Frosset ihjel i en grøft, druknet i en å, kørt ned af tog. Passer vi godt nok på vores svageste medborgere og familiemedlemmer? Er plejepersonalet klædt på til at håndtere demente? Eller er de døde prisen, vi må betale, for at demente kan nyde friheden som os andre?
De spørgsmål stiller DR2 Undersøger i programmet De forsvundne demente, der sendes på DR2 kl. 20.30 onsdag den 15. oktober.
DR2 Undersøger fortæller blandt andet historien om 68-årige Jytte Blæsbjerg fra Bramming, der er et af de 13 tragiske dødsfald. Programmet giver også et indblik i hverdagen på et plejecenter, hvor personalet strækker sig langt for at lade en ældre dement mand gå rundt i byen og nyde sin frihed.