Aftalen, indebærer, at kommunerne har pligt til at tilbyde et 8-12-ugers selvhjælpsforløb (rehabiliteringsforløb) til alle ældre, som har brug for hjælp, og som har potentiale til at forbedre deres funktionsevne. Men et 8-12-ugers selvhjælpsforløb, der skal forbedre den ældres funktionsevne, giver ikke mening for de 40.000-50.000 hjemmeboende ældre, der lider af en demenssygdom. Sygdommen medfører nemlig, at funktionsevnen hos demenspatienter langsomt forringes. I en snæver fortolkning vil kommunerne derfor med den nye aftale kunne undlade at tilbyde rehabiliteringsforløb til demente, skriver Birgitte Vølund blandt andet.
Derfor opfordrer Alzheimerforeningen nu politikerne bag aftalen til at sikre, at demente ikke på forhånd udelukkes fra den kommunale rehabilitering.
Den nye aftale om fremtidens hjemmehjælp har regeringen indgået med DF, SF, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.