Generalforsamling 2025 for Alzheimerforeningen Lokalafdeling Trekanten og Torsdagscaféen.
Afholdt 5/3 2026 På Gulkrog 9, 7100 Vejle
Pkt a. Valg af dirigent.
Ole Schrøder blev forslået af bestyrelsen og enstemmigt valgt til dirigent – han takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt med lovligt varsel, bl.a. ved udsendelse til alle medlemmer i Alzheimerforeningen Trekanten, hjemmesiden og i Torsdagscafeens program. Derefter gav dirigenten ordet til formanden (Jørgen Nederby)
Pkt b og d: Formandens beretning for begge foreninger
Formandens beretning:
”Som I kan se af dagsorden har vi generalforsamling i Alzheimer lokalafdeling Trekanten og årsmøde i Torsdagscafe Vejle.
Det er samme bestyrelse i begge foreninger og begge har til formål at skabe bedre vilkår for demensramte og deres pårørende.
Torsdasgscafeen er ”den lokale gamle” forening hvor vi i 2025 har fejret 25 års jubilæum.
Alzheimer Trekanten er den lokale afdeling af Alzheimerforeningen.
Vi har igen i 2025 arbejdet med at skifte navn til Alzheimerforeningen Vejle, da fokus og ressourcer kun er rettet mod borgere i Vejle Kommune. Det er lykkedes nu og med dagens generalforsamling får vi formalier på plads. Der er samtidig startet en ny Alzheimerforening Sydøstjylland der dækker Fredericia-Kolding- Vejen. Den har haft stiftende generalforsamling, og kort sagt har Alzheimerforeningen nu et bedre aftryk i regionen.
Inden jeg fortæller om aktiviteter her lokalt lidt om hvordan indsatsen generelt er forløbet i 2025 i bestræbelserne på at hjælpe demensramte og pårørende. Det sker med udgangspunkt i et notat fra vores formand for Alzheimerforeningen Birgitte Vølund.”
Der blev oplæst af Jørgen Nederby .
_ _ _ _ _ _
Og hvad er der så sket lokalt i 2025:
Herefter fortsatte Jørgen Nederby Pedersen :
”Aktiviteter lokalt i 2025:
Hvis vi ser tilbage har vi gennemført et stort varieret program med mange aktiviteter med følgende overskrifter:
Vi havde 25 års jubilæum og det fejrede vi med bl.a. lagkage, sang og hyggesnak i november 2025. Mange ildsjæle skal vi takke for gennem 25 år at drive denne forening – ingen nævnt, ingen usagt, men uden alle de frivillige var der ikke en forening. Vi skal også huske at nævne den støtte vi får fra kommune og sponsorer.
Torsdagscafeen (afholdt 8 arrangementer i foråret og 9 arrangementer i efteråret):
- Social hygge med musik, foredrag og snak. Det er recepten i torsdagscafeen, hvor mange forskellige gæster har underholdt os. Kort sagt et par hyggelige timer hver anden torsdag.
- Vi er ca. 66 personer, der frekventerer torsdagscafeen regelmæssigt – der har været en del udskiftning i 2025, da ca 12 er stoppet, men til gengæld er der kommet flere til. Vi har således budt velkommen til 17 demensramte og pårørende.
- Skal jeg nævne en enkelt underholder, er det Citrondrengen, der om nogen kan få os til at synge med og ikke mindst få os ud at danse til – mine ben var ihvert fald ømme efter denne eftermiddag.
Netværkscafe for pårørende (afholdt 10 arrangementer i foråret og 10 arrangementer i efteråret):
- Netværket har udviklet sig meget i 2025, hvor ca. 35 personer deltager – 25 i netværket og 10 i ”hyggeklubben”.
- Vores koncept er blevet mere professionaliseret. Lars Hansen har for det første fået en uddannelse som instruktør, vi opdeler i flere grupper, så debatten er mere tilpasset den enkeltes behov.
- Vi har udarbejdet en brugeranalyse, der gav positiv feedback på måden vi gør det på.
- Lars og Kirsten har udarbejdet et lille velkomstskriv til nye medlemmer og vi vil i fremtiden også forsøge at interviewe personer, der forlader netværket. Alt sammen for at styrke og forbedre vores tilbud.
- Netværkscafeens pårørendegrupper er faciliteret af Kirsten og Lars, med hjælp fra Anni.
- Eva Boesen, Sten Erik og Jørgen Madsen afholder samtidig hyggeklub for de demensramte. Jeg kan nævne, at vi lige har fået et lille sponsorat til hyggeklubben, så der kan komme lidt ekstra aktivitet i denne.
Tak til alle der er med til at drive ”cafeerne” herunder borddækning og oprydning
Offentlige arrangementer:
Vi havde i december et arrangement med ergoterapeut Mette Søndergård, der på glimrende vis fortalte om ” Livsmuligheder - Et godt liv – også med demens”.
Tilslutningen var desværre ikke så stor. – nok grundet det sene tidspunkt på året.
Tidligere på året deltog vi med en messestand i Torvehallerne på Demensmesse arrangeret af Ældresagen – hvor der var god søgning ved os og interesse for at høre om vores arbejde.
Udflugter:
Vi gennemførte i 2025 2 dags-udflugter til
- VW retro museet i Ulfborg – en oplevelse, selv for dem der ikke er så meget til biler, men foredragsholderen og resten af museet var der stor begejstring for.
- Haunstrup zoo, hvor vi fik en hyggelig dag i sol og med dejlig mad – på vej hjem kørte vi forbi Sree Abirami Amman Temple i Brande der tilhører en Hindu Menighed.
Bestyrelsen har efterfølgende vurderet at omkostning til primært bus er for store i forhold til antal deltagere, så det setup ændres i dette år.
Fester:
Vi havde forårsfest, fødselsdagsfest og Mortensaften. Sidstnævnte med stor spisning og dans på Grejsdalens hotel – der er nu blevet en tradition, vi ikke kan undvære. Tak til Anni for at stå for Mortens MENU
Ferie:
Jeg bliver imponeret og glad hver gang over at deltage i dette festfyrværkeri af oplevelser – og til dem der ikke deltog: prøv det nu. I 2025 var det 3 dage på Ærø, under kyndig kørsel af Svend Erik, vores ”hof-chauffør”. Vi havde 3 festlige dage, hvor vi nød naturen, gik på byvandring, var til ølsmagning og ikke mindst var der optræden af bakkesangerinde og dans – ja denne aften var der endda amoriner var i luften – vores forening kan mange ting.
Stor tak til Kirsten for at stå for ferien.
Jeg ved at planerne til dette års ferie er på plads og præsenteres senere i dag – glæd jer.
Økonomi:
Regnskabet for Alzheimer Trekanten og Torsdagscafeen præsenteres efterfølgende, men blot her vil jeg sige, at vi samlet i 2025 brugte næsten 78.000 kr. på aktiviteter. Det betød, at vi brugte mere end der kom ind, faktisk 12.000 kr.
Vi har fortsat en formue på i alt ca. 79.000 kr.
Bestyrelsen ønsker ikke at vi skal puge penge sammen, så også i år budgetterer vi med at bruge lidt af formuen.
Og hvem skal vi takke for tilskud til aktiviteter i 2025:
- Alzheimerforeningen 30 tkr
- Vejle Kommune 20 tkr.
- Øvrige sponsorer 17 tkr.
I dette år fortsætter vi på samme måde med mange tilbud, og vi vil meget gerne være flere til vores aktiviteter. Så også en bøn til jer om at brede det gode budskab til andre og meget gerne komme med forslag til hvorledes vi forbedrer vores tilbud.
Til sidst.
Tak til bestyrelsen for alt det arbejde I har lagt i at skabe bedre vilkår for demensramte og ikke mindst et dejligt samarbejde og gode bestyrelsesmøder.
En speciel tak til Erling, der stopper i bestyrelsen. Vi kommer til at savne dit engagement i bestyrelsen men hendigvis ikke din hjælpsom og arbejdskraft i hverdagen. Formanden overrakte den obligatoriske afskedsgave i form af en flaske rigtig god vin – o
Jeg vil rette en stor tak til alle vores gode hjælpere: hyggeklubbens faste personale – Steen Erik, Eva og Jørgen, revisoren (det er også Jørgen) og til dem, der hjælper med små praktiske ting til arrangementer og så selvfølgelig tak til jer alle for at bakke op om aktiviteterne.
Sidst men ikke mindst skal vi huske at takke dem, der har ydet økonomisk støtte til aktiviteter.”
Pkt c: Lokalforeningens kasserer fremlægger regnskabet til godkendelse:
Kirsten gennemgik regnskabet for 2025 for Trekanten – hun havde i år valgt at lave en opstilling svarende til den der anvendes for Torsdagscaféen – denne blev uddelt. Hun oplyste desuden, at hun har modtaget regnskabet fra Alzheimerforeningens nye revisor Grant Thornton – København regnskabet fremstår dog stadig i en form som er A.P Møller Mærsk værdigt. Dette kan forevises på anfordring. Resultatet blev oplyst til at udgøre et samlet underskud på ca. 5.300 kr., hvilket er lidt mindre end 2024. Der blev sat ord på de poster der fremgår af oversigten. Egenkapitalen udgør ultimo 2025 ca. 24..000 kr. , der svarer til indestående på bankkontoen. Der var ikke spørgsmål til fremlæggelsen. Bestyrelsen har ikke været samlet siden 21/1 og derfor er oversigten først underskrevet i dag.
Oversigten var yderligere forsynet med budgetoversigt for 2026 – heraf fremgår en forventet aktivitet som tidligere dog med forventet ”gå hjemmøde” med formanden for patientforeningen for demente Marie Lenstrup – arrangementet er sponsoreret af Jellingfestivallen. Jvf oversigten forventes et underskud på ca. 5.000 kr. i lighed med 2025 og en Egenkapital på ca. 10.000 -da der er aftalt at den nye afdeling tildeles 10.000 kr. til aktiviteter.
Regnskabet blev godkendt
Pkt e: Ændring af foreningens navn og dækningsområde til Alzheimerforeningen Vejle- herunder godkendelse af de eksisterende vedtægter – der fortsat er gældende for Lokalforeningen Vejle.
Punktet blev vedtaget med applaus
f: Behandling af indkomne forslag.
Der var ikke indkommet nogen forslag.
g: Valg af formanden for lokalforeningen.
Bestyrelsen foreslog Lars Hansen – der blev valgt med applaus.
Pkt h: Valg af bestyrelsesmedlemmer
Pkt h: Valg af bestyrelsesmedlemmer
Erling Thousgaard ønskede ikke genvalg – bestyrelsen foreslog Gert Nielsen – der gav en kort introduktion af sig selv og derefter blev valgt med applaus. Anni Bak og Jørgen Nederby Pedersen erklærede sig villige til genvalg og blev også valgt med applaus.
Pkt i: Valg af suppleanter.
Vibeke Stengaard, der er suppleant erklærede sig villig til genvalg og blev ligeledes valgt med applaus.
Pkt j: Eventuelt
Ingen punkter.
Herefter efterlyste dirigenten yderligere spørgsmål/bemærkning og takkede for gennemgangen. Generalforsamlingen for Alzheimer Trekanten nu Vejle er hermed sluttet
og gav herefter ordet tilbage til Formand Jørgen Nederby for Årsmøde i Torsdagscaféen:
Torsdagscaféens årsmøde:
Pkt b: Formandens beretning
Se punktet under Lokalforeningens generalforsamling.
Pkt c: Kassereren fremlægger revideret regnskab.
Jørgen Nederby gennemgik det uddelte regnskab for 2025, der udviste et underskud på 14.000 kr. mod et budgetteret underskud på 21.000 kr.
Egenkapitalen udgør pr. 31.12.24 ca. 62.000 kr.
Regnskabet blev godkendt med applaus.
pkt d: Behandling af fremsatte forslag.
Der er ikke modtaget nogen forslag
Pkt e: Valg af revisor.
Jørgen Madsen var på valg som revisor og modtog også genvalg med applaus.
Pkt f: Eventuelt
På begge foreningers vegne takkede Kirsten formanden både for det forgangne år og ikke mindst for at træde til i 2022 da en ny bestyrelse stod uden formand – og overrakte formanden god vin i stedet for de traditionelle blomster.
Kirsten orienterede ligeledes om årets feriemål – Lolland og opfordrede til at tilmelde sig denne gode mulighed for et par afslappende og oplevelsesrige dage fra 11. – 13. august i år.
Sluttelig takkede dirigenten for god ro og orden og sluttede generalforsamlingen og Årsmødet.