Hvordan påvirker nyresygdomme risikoen for demens?
Nyresygdom er udbredt i Danmark. Faktisk bliver op mod 10 % af alle voksne danskere ramt.
Nyresygdomme kan være arvelige, men ofte kommer nyreskader senere i livet på grund af forhøjet blodtryk og diabetes. Nyresten, (gentagen) betændelse i nyrerne og visse medikamenter kan også forårsage nyreskader.
Nyrernes funktion
Nyrerne har en række vigtige funktioner:
- De renser blodet for affaldsstoffer.
- De regulerer væske- og saltbalancen
- De hjælper med at opbygge knogler.
- De bestemmer blodets PH-værdi
- De danner hormoner, som er nødvendige for at regulere blodtrykket.
Kronisk nyresygdom påvirker blodkarrenes vægge og dermed cirkulationen i krop og hjerne. Det medfører nedsat tilførsel af ilt og næringsstoffer til hjernen.
Hvis du har en nyresygdom, er det vigtigt at sikre en sund livsstil for ikke at belaste din krop unødigt.
Følg altid de råd du har fået fra din læge.
3 ting, du kan gøre

Spis sundt og varieret med masser af frugt, planteolier og grøntsager, Spis mindre salt og færre mættede fedtprodukter som smør, mejeriprodukter og kød.

Motionér i det omfang, du kan - og husk, at al motion tæller.

Hold dit indtag af alkohol på et moderat niveau.

Vil du vide mere om, hvad der er med til at holde din hjerne sund?
Tag Hjernesundtesten - det er hjernesund fornuft.

Eksperten bag
- Peter Rossing, professor i endokrinologi ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og forskningsleder Steno Diabetes Center Copenhagen.
- Laver klinisk og epidemiologisk forskning med henblik på at forhindre eller behandle senfølger til diabetes, herunder hjertekarsygdom og nyresygdom.