Hvordan påvirker diabetes risikoen for demens?
Der findes to typer diabetes - type 1 og type 2.
Ved type 1-diabetes er din krop holdt op med at producere hormonet insulin, fordi de celler, der gør det, er ødelagte af immunsystemet.
Ved type 2-diabetes reagerer din krop ikke nok på den producerede insulin. Din krop producerer i første omgang mere insulin, men over tid mindre og mindre. Ligesom ved type 1-diabetes kan kroppen ikke kontrollere blodsukkeret optimalt. Resultatet bliver for højt blodsukker, da insulin regulerer blodsukkeret.
Påvirker blodkarrenes funktion
Type 2-diabetes påvirker blodkarrenes funktion og giver let betændelsestilstand i mange organer, herunder også hjernen. Det betyder, at hjernecellerne ikke får tilstrækkelig ilt og næringsstoffer tilført, hvilket har en skadelig virkning på deres funktion.
Hvis du har diabetes, er det vigtigt at sikre en sund livsstil for ikke at belaste din krop unødigt. Følg dog altid de råd, du har fået fra din læge eller afdeling.
3 ting, du kan gøre

Spis regelmæssigt og fordel dine måltider over dagen.

Dyrk motion - det medvirker til at reducere mængden af sukker og fedt i blodet, og det giver bedre kontrol af blodsukkeret.

Hav øje for "hurtige" og "langsomme" kulhydrater, som påvirker dit blodsukker forskelligt.

Vil du vide mere om, hvad der er med til at holde din hjerne sund?
Tag Hjernesundtesten - det er hjernesund fornuft.

Eksperten bag
- Jørgen Rungby, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Endokrinologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital
- Forsker i sammenhængen mellem diabetes og kognitive forstyrrelser i hjernen. En sammenhæng, som han særligt interesserer sig for, fordi mennesker med diabetes har dobbelt så stor risiko end andre for at få hukommelsesbesvær og andre kognitive problemer.