Menu

Varmrøget laks med rødbede, peberrodscreme og dild

Det er godt for hjernen at prøve ting. I denne opskrift skal du bruge varmrøget laks, og en hjernesund udfordring kunne derfor være at prøve at ryge laksen selv. Det er ikke svært at ryge fisk, og det kræver ikke meget udstyr. Man kan lave det ud at en gammel kagedåse, et par pinde og et stykke stanniol.

Hvis du gerne vil bygge din egen rygeovn, er der masser af videoer på YouTube om emnet. Du kan selvfølgelig også gå ”all in” og købe en rygeovn. Men du kan også sagtens købe varmrøget laks i dit supermarked eller hos din fiskehandler. Det bliver også godt.

Foto: Aske Rif Torbensen

- af Nikolaj Juel

Rødbeder
1 bundt små rødbeder
1 fed hvidløg
1 par kviste timian
Olivenolie
Balsamico
Salt og peber

Skær toppen af rødbederne, så du har 3 cm top tilbage. Kog bederne med timian og hvidløg til du kan prikke en kødnål igennem dem. Smut skindet af, uden at du ødelægger toppen.

Skær rødbederne i kvarte og vend dem i olivenolie og lidt balsamico. Krydr dem med salt og peber.

Peberrodscreme
250 ml creme fraiche (vælg lavt fedtindhold)
10 cm peberrod, friskrevet
1 spsk rødvinseddike
Salt og peber

Bland alle ingredienserne. Rør godt rundt og smag til med salt og peber.

Fisken
1 stykke laks (eller en havørred 1,5 – 2 kg, fileteret)

Hvis du ryger selv: Få din rygeovn varm og hæld savsmuld på gløderne. Placer fisken på en rist og ryg fisken i 8-10 minutter.

Til servering
1 lille bundt dild
Lidt rucolablade

Arranger bederne på fire tallerkener med stykker af den røgede fisk. Dryp med peberrodscreme og drys dildblade og rucolablade over tallerkenerne. Dryp med lidt god olivenolie og server med det samme.

FAKTA

Hjernesund-testen

 

- Undersøgelser tyder på, at en tredjedel af alle demenstilfælde kan forebygges

- Hjernesund-testen er udviklet på Maastricht universitet i Holland

- Testen er videnskabeligt valideret af danske hjerneforskere og en lang række fageksperter

- Testen henvender sig til alle, der ønsker at holde deres hjerne sund og nedsætte risikoen for demens

Kalender
Se aktiviteter

Find alt fra korsang og gåture til foredrag og caféhygge. Se, hvad der sker nær dig.

Rekord for LI
Landsindsamling slår rekord

Over 2.000 indsamlere fik samlet 2,6 mio. kr. ind. Det er ny rekord og svarer til en stigning på ca. 18 % i forhold til 2023.

Foredrag
Onlineforedrag i efteråret

Kom med til foredrag om demens og hjernesundhed med landets førende eksperter.