Bliv frivillig og hjælp mennesker med demens med at stimulere hjernen
Vil du have meningsfuldt frivilligarbejde med kognitiv træning? Og har du erfaring med undervisning, formidling eller sociale fællesskaber?
Så bliv frivillig tovholder på Alzheimerforeningens Hjernesund-hold for mennesker med let til moderat demens over 65 år.
Som tovholder er du en vigtig del af at formidle hjernestimulerende øvelser og skabe et godt socialt samvær på holdet.
Du kommer på kursus og bliver efterfølgende certificeret til at varetage hjernesunde hold for mennesker med demens i Alzheimerforeningen.
Hvad kræver det at være tovholder?
Til hvert hold søger vi tre frivillige tovholdere. To står for at undervise i øvelserne, mens den tredje tovholder har et socialt fokus ved at understøtte deltagerne og sørge for, at alle føler sig inkluderet.
Et forløb varer 16 uger, og du skal som tovholder regne med at bruge 3-4 timer om ugen på holdet.
Som Hjernesund-tovholder er det dig, der underviser i øvelserne. Du er imødekommende og tålmodig i din formidling.
Det kan være en fordel, hvis du fx har erfaring med undervisning, formidling og træning. Men det vigtigste er, at du brænder for at hjælpe mennesker med demens. Du skal ikke selv finde på øvelserne - vi har udviklet et program, du kan følge.
Måske studerer du til fysioterapeut, ergoterapeut, idræt, lærer eller at du har undervist som instruktør i et fitnesscenter eller på gymnastikhold. Du behøver ikke have erfaring med at arbejde med mennesker med demens.
Som social tovholder sørger du for, at alle deltagere føler sig velkomne og inkluderet. Din vigtigste opgave er at understøtte en hyggelig og rar stemning, som styrker fællesskabsfølelsen.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med pædagogik, leg og samarbejde i grupper. Måske studerer du til pædagog, pædagogisk assistent, psykolog, terapeut, SOSU-assistent eller lignende.
Det vigtigste er, at du brænder for at få deltagerne til at føle sig godt tilpas og styrke fællesskabsfølelsen på holdet. Du behøver ikke have erfaring med at arbejde med mennesker med demens - vi giver viden om, hvad der er vigtigt pædagogisk.
Kursusdatoer
For at sikre at du føler dig godt klædt på til opgaven, kommer du på et kursus hos Alzheimerforeningen før holdstart. Derudover vil der være kortere kurser á tre timers varighed undervejs i forløbet. Her vil der også være mulighed for at tale om, hvad der indtil videre har fungeret godt og mindre godt - både så du udvikler dig som tovholder, og så vi kan støtte dig bedst muligt i frivilligarbejdet.
Vi afholder kurser på følgende datoer:
Heldagskursus: 2. marts eller 8. marts fra kl. 9-16.
3 modulundervisninger: Uge 14, 18 og 22.