John vil trodse sin demenssygdom og cykle til Paris

Alzheimers er en sygdom, som let kan tage livsglæden fra dem, der bliver ramt af sygdommen. John Bredmose Rasmussen lader sig dog ikke holde tilbage, og han træner derfor sammen med makkeren, Maria Bøttcher, op til Team Rynkeby. Målet er at cykle til Paris til sommer og samtidig bevise, at han stadigvæk kan gøre mange ting, selvom han lider af Alzheimers.

Af Malthe Graungaard Bech 

- Jeg cyklede lige en lille tur tidligere i dag, og i går cyklede jeg omkring 100 km.

Sådan siger John Bredmose Rasmussen, da jeg møder ham første gang. Så er scenen ligesom sat.

Jeg er blevet sat i forbindelse med John og Maria, fordi de sammen har sat sig for, at de skal køre med Team Rynkeby til Paris i sommeren 2022.

John lider af Alzheimers. Han kan ikke helt selv huske, hvornår han fik diagnosen, men han bliver i samarbejde med Maria enig om, at det er tre-fire år siden.

Han bor alene i hans lejlighed i Glostrup. Han har hele hans liv været aktiv med cykling, fodbold og badminton.

I forbindelse med Johns demenssygdom kom Maria Bøttcher ind i hans liv. Hun arbejder for hjemmesygeplejen. Det friske makkerpar mødte hinanden i forbindelse med, at Maria kom og gav John hans medicin, og de faldt hurtigt i snak.

Vi har det bare skidesjovt, og vi supplerer hinanden godt.

- Der kom en dame ind, som ordnede min medicin. Så tænkte jeg: ’Hun er da dum’. Ej, det var hyggeligt. Så vi faldt hurtigt i snak, fortæller en storgrinende John om deres første møde.

- Jeg kom fra hjemmesygeplejen. Så vi lærte hinanden at kende, og så fik vi en masse gode idéer. Jeg fandt ud af, at John cyklede, og at han ikke var på et cykelhold, så vi lavede bare vores eget cykelhold. Vi startede med at cykle i juni, men jeg har været hos John siden oktober sidste år. Vi har det bare skidesjovt, og vi supplerer hinanden godt, siger Maria.

I dag har jeg sat makkerparret i stævne til en cykeltur for at få en bedre forståelse af, hvorfor de synes, det er en god idé at bruge en uge af sommeren 2022 på at cykle til Paris.

Hvor hårdt kan det være? Jeg har jo trods alt hele fem længere cykelture på en racercykel med i bagagen.

 

John er stadigvæk bare John

Denne aften står menuen på en 42,5 km lang cykeltur. Vi starter fra Johns bolig i Glostrup, og så er det ellers med kurs mod Amager, hvor vi skal cykle rundt om Amarmino-ruten. Jeg bliver udmattet bare ved tanken.

Der er dog høj latter og brede smil på os alle tre, før vi begiver os ud på vores lange cykeltur. Men så snart vi sætter os op på hver vores jernhest, så er der ikke længere tid til hygge. Nu skal der altså cykles, og ifølge John gør man det bedst ved at være helt fokuseret.

John har altid nydt at cykle. Før han fik Alzheimers var han medlem af en cykelklub i Glostrup, hvor han var en del af, som han selv siger, det hårde hold. Og på denne aften forstår man, hvorfor John har fået sit prædikat. Vi er knapt trillet ud ad indkørslen, før det bliver svært for mine 24-årige ben at følge med.

Vi har ikke kørt meget mere end et par minutter, da John første gang vipper med hånden for at kalde os frem. Makkerparret har en aftale om, at på starten af ruten skal Maria frem og give den gas, når de kører op ad nogle af de små bakker, som de møder på deres faste rute.

Jo længere vi kommer, jo mere kæmper Maria og jeg bagved John. Vi vugger frem og tilbage på vores cykler, mens det mest af alt virker til, at John er ude på en hyggetur.

John mistede glæden ved cykling, da han ikke længere måtte cykle med hans cykelklub, da hans demens blev forværret. Han fortæller, at han ikke kunne være med mere, fordi cykelklubben ikke kunne håndtere hans Alzheimers sygdom. Han er derfor nu glad for, at han i stedet kan cykle sammen med Maria.

Jeg ved godt, jeg har Alzheimers, men derfor kan jeg stadigvæk godt cykle

- Vi hygger os rigtig meget med det. Det er dejligt, jeg kan komme ud og cykle. Jeg gad ikke mere, da jeg ikke måtte køre med dem fra klubben. Jeg ved godt, jeg har Alzheimers, men derfor kan jeg stadigvæk godt cykle, siger John

- Det er jo det med, at man er mere end bare sin sygdom. Heldigvis, siger Maria

- JA! Jeg vil bare gerne ud at cykle en tur, fortæller John.

Det skal jeg så lige love for, at vi gør. Da vi rammer et kraftigt modvindsstykke, så lægger jeg noget uventet forrest. Jeg tænker, at John måske er ved at blive lidt træt. Så jeg giver den gas et par kilometer for at se, om jeg kan fastholde min frontposition. Det lykkes, og jeg er ærlig talt lidt overrasket.

Jeg ser mig derfor tilbage over skulderen, og der kan jeg se, at John som ventet ligger lige bag mig. Det er ikke fordi, han er ved at blive sat.

Han synes simpelthen, at det går for langsomt for Maria, så han beslutter sig for, at han vil skubbe hende med en hånd i ryggen i modvindsstykket. Som han selv siger, så kører han kun på halvt tryk, når han kører med Maria.

Jeg taber kæben og kan efterfølgende kun bekræfte John i, at han sandelig stadigvæk godt kan cykle.

 

”Når jeg cykler, så har jeg styr på det”

Da vi efter 42,5 km ENDELIG når tilbage til Johns lejlighed, så er det tid til det, jeg er bedst til. En lille forfriskning og en hyggesnak.

Under vores snak fortæller duoen blandt andet, at de som udgangspunkt cykler sammen to gange om ugen. Ofte på den samme rute rundt om Amager. Det gør de, fordi John kan huske ruten, men også fordi de kan måle deres forbedringer undervejs.

- Vores mål er at køre ruten med en gennemsnitsfart med 25 km/t. Den ene gang var vi tæt på. Vi var oppe på 24,6 km/t, fortæller Maria, før John hurtigt også understreger, at det går meget op og ned med deres gennemsnitsfart.

- Jaja, men sidste gang var vi næsten helt nede på 22 km/t.

- Men der var også næsten orkanstyrke. Der skal være vindstille, før vi kommer derop ad, siger Maria grinende.

- Ja, men du kører godt nok, du skal bare køre noget mere, siger John med et glimt i øjet.

John er nemlig altid frisk på at komme ud og cykle. Jo mere jo bedre. Han føler, han er i kontrol, når han er ude på sin elskede cykel.

Han vil ikke lade sig begrænse af, han er syg med Alzheimers, hvilket også er grunden til, at duoen besluttede sig for, at det var nu, de skulle ansøge om at blive en del af Team Rynkeby næste år. Man ved nemlig aldrig, hvad fremtiden bringer.

Jeg kan stadigvæk cykle godt, men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

- Når jeg cykler, så har jeg styr på det. Men i andre situationer bliver jeg meget lettere forvirret. Alle de der ting, jeg har gjort i mit liv, kan jeg stadigvæk. Det er bare min hjerne, der arbejder på halvt.

- Jeg kan stadigvæk cykle godt, men jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Jeg siger heller ikke, jeg ikke kan cykle om nogle år. Jeg gider bare ikke sidde derhjemme og tænke, hvornår der sker forandringer hos mig. Man kan ikke vide det, siger John afslutningsvist.

Det er efterfølgende gået op for mig, at Johns og Marias cykelture handler om meget mere end at cykle. For John handler det om, at ikke lade sig begrænse af sin sygdom. Han ved godt, han er syg, men derfor kan stadigvæk fastholde dele af hans gamle liv, som altid har omhandlet at være social og cykle ture på hans elskede racercykel.

---

OPDATERING: Johns demenssygdom udviklede sig desværre til et punkt, hvor han ikke kunne gennemføre turen til Paris sammen med Maria - men hun kørte turen for makkerparret og havde et billede af hende og John med hele vejen.