Interview med Ulla Borup, matchleder i Aalborg Kommune

Fortæl kort om hvad du laver som matchleder

Som matchleder finder jeg frivillige til personer med demens og sætter dem sammen, så de kan lave nogle aktiviteter sammen. Det kan fx være at drikke en kop kaffe, se nogle billeder eller gå en tur i naturen. Eller det kan være at følge dem til de aktiviteter, de går til.

Hvad giver det dig at være frivillig for demenssagen?

Det giver mig en masse glæde, fordi jeg gør noget, som er godt for nogle andre. Personen med demens selv bliver glad. Men især også de pårørende bliver jublende lykkelige, når vi ringer dem op og siger, at vi har fundet en frivillig, der gerne vil komme og besøge deres gamle mor, far eller ægtefælle.

Det giver sådan en rus i kroppen, når man får noget til at lykkes – også selvom jeg aldrig selv ser hverken de frivillige eller personerne med demens, som de er matchet med. Men selvom vi arbejder lidt i blinde, er det faktisk rart at kunne sidde og pusle rundt med de her forskellige mennesker og få det til at blive et rigtigt godt match.

Jeg kan huske, at jeg havde en samtale med en voksen datter til en person med demens. Da jeg så ringede til hende og sagde, at nu havde jeg fundet en frivillig aktivitetsven til hendes mor, så kunne jeg høre, at hun råbte ‘Yes, det er bare så fedt!’, da hun var ved at lægge på. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på det.

Hvad fik dig til at blive frivillig matchleder?

Jeg har sådan et hjælpegen, som jeg tror mange kvinder har. Jeg har også tidligere været frivillig hos Natteravnene og i ADHD-foreningen. Men efter at jeg havde set, hvor alene min gamle faster med demens var – også selvom jeg kom forbi to gange om dagen, og min mor også tit kom forbi – så tænkte jeg, at man da burde gøre det. Sådan en som hende skulle da ikke bare sidde alene og dø lige så stille.

Vil du anbefale andre at blive frivillig?

Helt sikkert! Man får en gigantisk glæde ved at gøre noget for andre. Og du får også så meget positivt tilbage fra den, du besøger som aktivitetsven. Folk er bare så taknemmelige.