Oftest stillede spørgsmål
På denne side finder du svar på oftest stillede spørgsmål om rollen som frivillig matchleder. Hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på: aktivitetsven@alzheimer.dk
Hvad laver en frivillig matchleder?
+ −Som frivillig matchleder er du det afgørende bindeled, der muliggør, at aktivitetsvenner og personer med demens kan mødes og danne værdifulde relationer.
Dine kerneopgave består i at have telefoniske velkomstopkald med frivillige og personer med demens eller deres pårørende og matche parterne med hinanden samt følge op på de matches.
Du arbejder i vores IT-system Kople, som du kan tilgå hjemmefra, så længe du har en computer og internetadgang. Det er herfra du både ringer og skriver, samt matcher de to parter med hinanden. På den måde kan du holde din egen mail og telefon ude af dit arbejde som matchleder.
Hvad skal jeg overveje, før jeg melder mig som matchleder?
+ −Rollen som matchleder er helt central i Aktivitetsvenner, og det er vigtigt, at du overvejer med dig selv, om du har tid og overskud, før du melder sig som matchleder.
Det er særligt vigtigt at du:
- Kan afsætte 3-5 timer om ugen, som du drypvist kan fordele over ugen til at tjekke op på nye tilmeldinger og henvendelser.
- Kan afsætte 3 timer til et introkursus.
- Er åben og nysgerrig på mennesker, da det som matchleder er din fornemmeste opgave at lære de frivillige og personer med demens at kende og på den baggrund lave nogle gode matches.
- Er handlekraftig og initiativrig, da erfaring fra projektet er, at det en fordel, hvis vi relativt hurtigt får stablet et match på benene.
- Ikke lader dig slå ud af bump på vejen, men fokuserer på det der lykkes. At arbejde med frivillige er spændende, men det kan også have sin udfordringer, fx personer, der springer fra, ikke svarer m.m.
- Har en computer og internetadgang, så du kan arbejde i vores IT-system Kople.
Hvor mange timer om ugen, skal jeg bruge på at være matchleder?
+ −Du skal forvente at bruge ca. 3-5 timer om ugen. Tiden skal fordeles drypvis over ugen, så du løbende tjekker for nye tilmeldinger og henvendelser.
Nogle gange vil det kun kræve 5-10 minutter at tjekke systemet, mens du andre gange måske bruger en halv til en hel time, hvis du har et velkomstopkald, skal præsentere et potentielt match eller lignende.
Har jeg faste vagter/arbejdstider?
+ −Nej. Matchlederrollen er meget fleksibel, og du administrerer i vid udstrækning selv, hvornår og hvordan du vil lægge de ca. 3-5 timer om ugen, der forventes af dig.
Det er dog vigtigt, at du tilrettelægger din tid, så det giver mening i forhold til arbejdet som matchleder, så du fx ikke sidder 3 timer i streg men i stedet fordeler timerne lidt drypvist over ugen.
Jeg har ikke en demensfaglig baggrund, kan jeg stadig være matchleder?
+ −Sagtens. Din rolle som matchleder består i at være nysgerrig på de mennesker, der tilmelder sig og lave så gode matches som muligt baseret på din intuition.
Det afgørende er, at du er åben og lyttende og gerne ser dig selv som en god menneskekender.
Bliver jeg klædt på til opgaven?
+ −Vi klæder dig naturligvis godt på til rollen som matchleder. Du skal deltage i et obligatorisk introkursus på ca. 3 timer, hvor vi går i dybden med arbejdsopgaverne og IT-systemet Kople. Du vil også modtage en håndbog, interviewguides til velkomstsnakke, en guide til Kople m.m.
Derudover inviteres du også ind i et netværk med de andre matchledere, hvor du bl.a. tilbydes at deltage i månedlige online sparringsmøder med mulighed for at udveksle erfaringer på tværs.
Arbejder jeg alene eller sammen med andre?
+ −Vi bestræber os på, at vi i alle samarbejdskommuner har minimum to matchledere, så man har mulighed for at samarbejde og sparre med hinanden. Det er særligt i matchingprocessen, at vi ser det som en styrke, at man er to til at tale om og finde frem til de bedste matches.
Har du af den ene eller anden årsag ikke en matchleder-kollega i en periode, træder vi hos sekretariatet altid glædeligt til som sparringspartner.
Hvad er Kople?
+ −Kople er navnet på det IT-system, du som matchleder arbejder i. Systemet er udviklet specifikt til Aktivitetsvenner og er bygget op omkring dine kerneopgaver som matchleder. Kople er et ret intuitivt system, der er relativt nemt at lære, og du vil selvfølgelig blive klædt godt på til at bruge det.
Som matchleder foregår al dit arbejde i Kople. Det er herfra, du både ringer og skriver ud, samt matcher de to parter med hinanden. På den måde kan du holde din egen mail og telefon ude af dit arbejde som matchleder.
Du tilgår Kople fra din foretrukne internetbrowser og skal altså ikke downloade noget. Alt det kræver er en computer og internetadgang.
Jeg er ikke så IT-kyndig – kan jeg stadig være matchleder?
+ −Sagtens. Kople er udviklet specifikt til Aktivitetsvenner og er bygget op omkring dine kerneopgaver som matchleder. Det er et ret intuitivt system, så du behøver ikke være en IT-haj for at lære at bruge det.
Du bliver selvfølgelig også klædt godt på i form af både et introkursus, en guide og tilbud om løbende hjælp og IT-support. Det eneste, det kræver af dig, er, at du har mod på at lære et nyt IT-system at kende.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan svare på et spørgsmål fra en frivillig/person med demens?
+ −Som matchleder er du kontaktperson for både aktivitetsvenner og mennesker med demens/pårørende, der tilmelder sig projektet. Du vil altså være den, de i første omgang går til med eventuelle spørgsmål og udfordringer.
Selvom du er kontaktperson, er der ikke en forventning om, at du kan svare på alt. Står du overfor noget, som du ikke ved, hvordan du skal svare på eller håndtere, så kan du altid trække på sekretariatet bag Aktivitetsvenner. Så hjælper vi dig med, hvordan du kan gribe det an, eller vi tager over.
Har jeg tavshedspligt?
+ −Du har tavshedspligt som matchleder og må ikke videregive personlige oplysninger om de frivillige eller personer med demens uden deres accept. Det betyder, at du ikke må fortælle eller gengive, hvad personer, der er tilmeldt projektet, har fortalt dig om deres personlige forhold. Dog undtaget almindelig oplysningspligt når menneskers liv og velfærd er truet.
Du må gerne drøfte de tilmeldte og deres situationer med Alzheimerforeningen og hertil tilknyttede medarbejdere samt de andre frivillige matchledere, der også har tavshedspligt.
Kan jeg blive matchleder, hvis jeg ikke bor i en af samarbejdskommunerne?
+ −Du behøver i realiteten ikke at være bosat i en af vores samarbejdskommuner for at være frivillig matchleder, da arbejdet foregår online. Dog bestræber vi os på at finde lokale matchledere, da vi oplever det som en fordel, at man har et vist kendskab til lokalsamfundet.
Bor du langt fra en af vores samarbejdskommuner men brænder for at være med, så lad det ikke stoppe dig. Tilmeld dig gerne, og så tager vi en god snak om det, og ser hvad der giver mening.
Er der et netværk for matchledere?
+ −Ja, som matchledere bliver du del af et fællesskab med de andre matchledere. Du inviteres bl.a. ind i en lukket Facebookgruppe, der bruges til at stille spørgsmål samt dele erfaringer, succeser og udfordringer.
Du tilbydes også at deltage i online sparringsmøder ca. en gang om måneden, hvor vi tager udfordringer og dilemmaer op i plenum.
Derudover vil der ca. én gang om året blive afholdt et lokalt netværksmøde i de kommuner, der deltager i projektet. Netværksmødet er ikke obligatorisk, men det er en god mulighed for at møde de aktivitetsvenner, du har talt med og matchet.
Alzheimerforeningen afholder desuden for første gang en frivilligkonference i efteråret 2022, som du som matchleder også bliver inviteret med til.
Er der nogle fysiske aktiviteter forbundet med rollen som matchleder?
+ −Ca. én gang om året afholdes der et lokalt netværksmøde i de kommuner, der deltager i projektet. Netværksmødet er ikke obligatorisk, men vi opfordrer vores matchledere til at deltage, da det er en god mulighed for at møde de aktivitetsvenner, du har talt med og matchet.
Alzheimerforeningen afholder desuden for første gang en frivilligkonference i efteråret 2022, som du som matchleder også bliver inviteret med til.
Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har flere spørgsmål?
+ −Der er flere, du kan kontakte, afhængigt af hvad dit spørgsmål drejer sig om.
Har du spørgsmål af demensfaglig karakter kan du altid kontakte vores dygtige rådgivere på Demenslinien på tlf. 5850 5850. Læs mere om Demenslinien på https://www.demenslinien.dk/.
Hvis du har spørgsmål af mere praktisk karakter, eller noget der relaterer sig til projektet kan også altid skrive til sekretariatet bag Aktivitetsvenner på aktivitetsven@alzheimer.dk.