Psykologer med viden om demens
Se, hvor du kan finde psykologer, der har viden om demens.
Når man får en demenssygdom tæt ind på livet, kan der følge mange svære tanker og bekymringer med. Både for dig, der er ramt af sygdommen, og dig, der står ved siden af som pårørende.
Man kan have brug for støtte fra en professionel, når man skal mestre den ændrede livssituation, som demenssygdom skaber. Samtidig kan det være rart at tale med en udefra, som kan komme med flere perspektiver.
Du kan tale med din praktiserende læge om at få en henvisning til psykolog, men du kan også henvende dig til en psykolog uden henvisning.
Ved henvisning får du tilskud til psykologens honorar (se reglerne for tilskud).
Hvorfor skal du vælge en psykolog med viden om demens?
Det at leve med en demenssygdom, med de konsekvenser den tiltagende kognitive funktionsnedsættelse har i dagligdagen, er et særligt livsvilkår.
Derfor er det en fordel, at psykologen har et godt kendskab til demens og sygdommens udvikling.
Psykologer, der har viden om demens, har forståelse for, hvorfor mennesker med demens kan have svært ved at reflektere på grund af demenssygdommen, og de har indsigt i de vilkår, som sygdommen kan bringe.
Nedenfor kan du klikke dig videre til en side, hvor du kan søge efter "demens" og få en liste med psykologer frem, som også kan inddeles i geografi, lægehenvisning, kørestolsegnet mv.
Er du i tvivl, om det vil være gavnligt for dig at tale med en psykolog, så tag en indledende samtale med psykologen og hør, hvad vedkommende kan tilbyde, særligt med hensyn til livet med demens sygdom.

Har du brug for råd eller vejledning?
Du er altid velkommen til at kontakte vores demensfaglige rådgivere på Demenslinien. De sidder klar på telefon 5850 5850 hver mandag og tirsdag kl. 9-15 og torsdag kl. 9-19.