At bygge bro mellem hjem og plejecenter
Denne film handler om den ofte svære overgang mellem hjem og plejecenter.
Beslutningen om, hvornår et menneske med demens skal flytte fra sit hjem til et plejecenter, er ofte en sorgfuld proces. Den raske ægtefælle eller samlever har – sammen med børn eller andre familiemedlemmer – ofte i lang tid kæmpet en fortvivlet kamp for at beholde deres kære derhjemme.
På et tidspunkt har demenssygdommen dog udviklet sig så meget, at det bliver for krævende for de pårørende selv at skulle varetage omsorgen og plejen, og det bliver derfor nødvendigt, at det menneske, der har demenssygdommen, skal flytte ind på et plejecenter.
At hjælpe et menneske med demens med at falde til på plejecenteret og blive tryg i den nye identitet bør ske i et samarbejde mellem de pårørende og personalet. De pårørende kan med fordel anses for at være "medrørende" i bestræbelserne på at lette overgangen og få bygget bro mellem hjem og plejecenter.
I denne film følger vi Peder og Mona i tiden lige efter, at de er flyttet fra deres eget hjem til henholdsvis et plejecenter og et skærmet afsnit på et plejecenter. De har begge en fremskreden demenssygdom og har brug for tæt og omsorgsfuld guidning og støtte igennem hele døgnet.
Efter en generel introduktion viser filmen forskellige eksempler på, hvordan man gennem positive samspilselementer kan skabe tilknytning til det nye hjem i et positivt samarbejde mellem de pårørende og personalet.
Filmen kan enten ses i sin helhed, eller man kan vælge at se de fire individuelle afsnit hver for sig.
Se hele filmen: At bygge bro mellem hjem og plejecenter (40:00 min.)
Se afsnit 1: At få en ny identitet som beboer på et plejecenter (5:40 min.)
Det er kun mennesket med en demenssygdom, der ved, hvordan det føles gradvist at miste grebet om hverdagens gøremål; at miste evnen til at forstå, hvad der sker med og omkring én; og måske, vigtigst af alt, at miste evnen til at formidle det man tænker, føler og mener.
Derfor skal omsorgspersonerne være særligt opmærksomme på alle de små initiativer og til tider svært læsbare signaler, som mennesker med demens tager og udsender. Disse initiativer skal både ses, forstås og rummes – og ofte forstørres.
Mennesker med demens har nemlig brug for at få sat ord på, hvad de er optaget af, f.eks. hvad de fortæller med ord eller med deres kropssprog, hvilke handlinger de foretager sig, og hvad de viser med deres følelser. Dette indebærer, at man hjælper dem med at bevare deres selvregistrering længst muligt og samtidig forhaler afviklingen af det talte sprog.
Se afsnit 2: At lære personalet at kende (7:41 min.)
En af vejene til at føle sig tryg i sit nye hjem på plejecentret er, at få mennesket med demens til hurtigt at lære personalet at kende. Det kræver, at personalet sætter ord på sig selv ved at fortælle, både hvad de foretager sig, og hvad de tænker, føler og mener.
Når vi sætter ord på os selv, lærer det andet menneske os at kende, og det fremmer samarbejdet og skaber forudsigelighed og tryghed, fordi det bliver tydeligt, hvad der nu skal ske.
Det handler ikke om, at vi skal dele ud af vores privatliv, men at vi deler ud af vores personlighed. Og når vi sætter ord på situationen, hjælper vi mennesket med demens til at kunne forstå den aktuelle kontekst og få fælles fokus på dét, der lige nu skal ske.
Samtidig bliver stemningen oftest også god, når vi fortæller, hvad vi har i sinde at foretage os.
Se afsnit 3: At blive støttet til at kunne mestre hverdagen (8:53 min.)
Forestil dig, at du netop er flyttet ind i et nyt stort hus og vågner den første morgen efter flytningen. Sengen står helt forkert placeret, badeværelset er ikke, hvor det plejede at være, og du roder rundt i køkkenet i et håbløst forsøg på at finde kaffebønnerne. Det hele virker bare uoverskueligt.
Sådan har mennesker med demens det også, når de flytter fra eget hjem til et plejecenter. Samtidig er deres demenssygdom nu også så fremskreden, at de oplever store kognitive udfordringer, der gør, at selv velkendte gøremål – som at tage tøj på eller stå ud af sengen – ikke længere giver mening.
Det er derfor vigtigt, at omsorgspersonerne formår at skabe og tilbyde præcis den struktur, støtte og guidning, som det enkelte menneske med demens har brug for, så de får en følelse af at mestre situationerne og dermed kan trives i deres nye livssituation på plejecentret.
Se afsnit 4: At lære de andre beboere, personalet og omgivelserne at kende (6:32 min.)
Når et menneske med demens flytter ind på et plejecenter, er det vigtigt at hjælpe den nye beboer med at lære de andre på plejecentret at kende, for selvom alle bor i hver deres lejlighed, deler de nu adresse, dagligstue og aktivitetsrum.
En spisestue, hvor mange mennesker med demens er samlet, kan være endog meget stille, fordi evnen til at tage initiativ til en samtale stille og roligt forsvinder. Derfor er det en stor hjælp, når såvel pårørende som personale støtter menneskene med demens i at indgå i samspil med de andre beboere. Det kan skabe nye venskaber og understøtter glæden ved at være et socialt menneske.
Dette kan man f.eks. gøre ved spisebordet, hvor personalet kan starte en rundeskål eller fortælle beboerne om hinanden, så man inspirerer til samtale imellem dem.
Har du spørgsmål til Marte Meo-metoden?
Kontakt Licensed Marte Meo supervisor Gitte Mørch Henriksen på mail: gitte.henriksen@herning.dk eller tlf.: 60 13 18 17
