Ramt af demens

Beskrivelse og inspiration af Mona Ulsted

Bo har fortalt Lisbeth om flere oplevelser i begyndelsen af demensforløbet, hvor han stadig forsøger at få dagligdags oplevelser som at overvære et foredrag sammen med venner, men bliver fuldstændig overvældet, da han på vej til foredraget vil købe et par ting på det nærliggende Fisketorvet. Bo ender med ikke at kunne finde ud af, hvilke typer butikker han skal handle i, mister sin frakke i toget og har svært ved at klare at komme hjem.

I løbet af sygdomsforløbet bliver Bo tiltagende bange og fortvivlet og dermed fuldstændig afhængig af Lisbeth. Han er meget urolig og af og til hallucineret. Bo taler mere og mere om ”at gå i havet”, og gennem alle årene ønsker han aktiv dødshjælp.

Som pårørende er det en kæmpe udfordring at støtte Bo, og samtidig selv at have et liv og klare sig igennem ved at være sammen med andre mennesker, fx veninder. Kommunen tilbyder aflastning to timer om måneden, og Lisbets tanke er: ”Hvad så med alle de øvrige timer?”.

På et tidspunkt fortæller veninderne om rejser, mænd og oplevelser, mens Lisbeth tænker, at hendes oplevelser består af behandling hos fysioterapeut og indkøbsture til Rema.

Bo flytter på plejehjem, men tanken om selvmord består, og han beder sin datter købe en kniv til formålet.

Selv om Bo siger, at ”pigerne” på plejehjemmet er søde, synes han også, at de irettesætter ham og ikke har tid.

Dagene er lange, og på tre dage kan Bo ringe til Lisbeth 25 gange.

Efter otte år med Alzheimerdiagnosen dør Bo roligt. Han er omgivet af familien.

Bogen giver et indgående og personligt billede af de svære år for begge ægtefæller, og sætter med Lisbeths egne ord, et spejl op for de pårørende. Bogen sætter tanker i gang, ikke mindst i Lisbeths beskrivelser og råd undervejs.

Erindringsbog/debatbog