Halvmørkeland

Beskrivelse af Mona Ulsted

Margit Saltofte Nielsen forsker i hukommelse og ville egentlig bruge observationer af sin fars svigtende hukommelse til et forskningsprojekt; men hun blev klar over, at når det drejede sig om faderens situation, skulle beskrivelsen have en anden form. Derfor blev det denne rørende roman.

Halvmørkeland følger faderens tiltagende problemer med at huske lige fra starten, da han selv er klar over sine vanskeligheder og siger. ”Det er huskeren, det er galt med” til han bliver mere og mere hukommelsessvækket og usikker på, hvad der er virkelighed her og nu.

Faderen, der er udlært tømrer, har arbejdet i Iran i et års tid for en dansk virksomhed, og opholdet har gjort så stort indtryk på ham, at han langt ind i hukommelsessvigtet kan fortælle om arbejdet og huske iranske gloser forbundet med tømrerfaget. Dette til trods for, at tiden i Iran ligger mange år tilbage.

Da faderen bliver enkemand, er det for ensomt at bo alene i huset, og selv om Margit Saltofte Nielsen og hendes lillebror besøger ham, så ofte de kan, og kommunens hjemmehjælpere kommer fem gange i døgnet, kan han ikke klare sig i huset.

Derfor må den svære beslutning træffes om plejehjem. Her har faderen vanskeligt ved at få tiden til at gå, og han kan ikke orientere sig. Alt er fremmed og uigenkendeligt. Han sover det meste af tiden, når der ikke er mad, kaffe og kage, som er eneste lyspunkter udover familiens besøg.

Margit Saltofte Nielsen tydeliggør, hvordan faderen bliver usikker og hvordan hans funktionsniveau daler, når han behandles uden respekt, ja endda nedladende af nogle besøgende til en anden beboer. Kontrasten er stor til flere situationer, hvor faderen mødes af mennesker, der lytter og giver ham tid. Når Margit Saltofte Nielsens far bliver mødt med interesse og respekt, kan han i lang tid fortælle med stolthed om sit arbejde, bl.a. at han selv har bygget huset i Hvidovre, hvor han og hustruen bor til højt oppe i alderen.

I et interview til Kristeligt Dagblad 10. september 2025 fortæller Margit Saltofte Nielsen, at hun sjældent bruger ordet demens i beskrivelsen af sin fars tiltagende problemer med at huske. I interviewet uddyber Margit Saltofte Nielsen, at ”det med at sætte demensprædikatet på en person har det med at fjerne noget af den værdighed, ethvert menneske bør mødes med. Et liv, der ikke kan indfanges af en diagnose”.

Margit Saltofte Nielsen har skrevet en anderledes og meget smuk bog om demens og pårørendes vilkår. Hun sætter stort set ikke diagnoser på de mennesker, hun beskriver, men fortæller om livet, sådan som det leves i familien.

Forfatterforlaget Attika

2025