Demenssprog - Lær at forstå mennesker med demens
Beskrivelse af Mona Ulsted
Anneke Dapper-Skaaning, der er psykolog, har arbejdet mange år inden for demensområdet. Dorthe Boss Kyhn er journalist og beskæftiger sig med sundhedsområdet.
Bogen Demenssprog handler om kommunikation og har som udgangspunkt, at vi, der er raske, skal blive bedre til at ”oversætte” demenssprog, så vi kan skabe bedre rammer for mennesker med demens, og dermed gøre samværet lettere for os alle.
Vi er tilbøjelige til at sætte mennesker i bås med vores sprog. Vi ser ikke hele mennesket, men udelukkende adfærden. Det medfører, at vi kun ser den del af isbjerget, der er over vandoverfladen.
Gennem eksempler på mennesker med demens og deres, for os raske, ofte uforståelige adfærd, viser bogen hvor afgørende det er, at forstå, at der er to verdener. Det går tit galt, når den raske verden sætter rammerne for, hvordan mennesket med demens skal opføre sig og kommunikere.
Et eksempel i bogen er en kvinde, der bor på plejehjem, og med et ord fra plejen er ”dørsøgende”, det vil sige, at kvinden det meste af sin vågne tid forsøger at komme ud fra plejehjemmet.
Da personalet finder ud af, at kvinden mener, hun har en et lille barn derhjemme, som hun er nødt til at komme hjem til for at passe på, giver hendes adfærd pludselig mening.
Demenssygdom er ifølge forfatterne at opfatte verden på en ny måde. Verden har ændret sig, og det bliver gradvist sværere at forstå den ”normale” verden.
Derimod kan vi pårørende og medarbejdere prøve at forstå den verden, mennesket med demens lever i, når vi kommunikerer. Det kræver bl a nysgerrighed.
Forfatterne mener, at de fleste mennesker med demens opfatter stemninger, også selv om de måske ikke
husker årsagen til fx en dårlig stemning. De husker følelser.
Det er vigtigt som ægtefælle eller voksent barn at forsøge at holde fast i relationen. På den måde føler den syge, at vedkommende stadig har betydning for dig.
Forfatterne anbefaler, at man øver sig i at være i følelseslagene, når man er sammen. Være mere i væren end i gøren, fx ikke spørge, hvad mennesket med demens har spist til frokost, men om maden smagte godt.
Demenssprog er en væsentlig og anderledes bog, der viser nye handlemuligheder.
Som voksent barn med en mor med demens manglede jeg viden og kom ofte til at forsøge at «tvinge» min mor over i min raske verden, som hun ikke forstod.
Forfattere: Anneke Dapper-Skaaning og Dorthe Boss Kyhn
Forlaget Frydenlund, 2023
En bog for pårørende og for medarbejdere, der arbejder med mennesker med demens.