Af Karoline Fodgaard
Et frirum, hvor man kan tale frit for leveren, der er fyldt med forståelse og gensidighed. Beskrivelsen er Anita Annemones egen om den online pårørendegruppe, hun er kommet i.
- Der er så meget som brænder sig på, når man er pårørende og går med mange tanker og følelser. Jeg har det bedst med at komme ud med tingene, og det kan man i en gruppe. Det er et fuldstændig trygt og fortroligt forum, fortæller Anita.
Hun er pårørende til sin mor med Alzheimers sygdom, hvilket hun har stået alene med i mange år, da hun er den tætteste pårørende, moren har. Derfor har Anita igennem tiden opbygget et stort savn for forståelse fra andre.
- Sorgen i at se et menneske forsvinde mere og mere, den fylder jo ganske meget. Samt den dårlige samvittighed – gør jeg det godt nok? De tanker ville jeg gerne dele med andre.
Bliver klædt bedre på
En gang om måneden logger Anita på et Zoom-møde fra sin Ipad. Herfra kommer der 5-6 andre ansigter frem på skærmen. Fælles for dem alle er, at de er pårørende til et nært familiemedlem med demens.
Selvom deres hverdage er langt fra hinanden, kunne de alligevel ikke være tættere. Ingen af dem kendte hinanden på forhånd, og her sidder de så en gang om måneden. De taler om, hvad der sker i hverdagen om både de sorgfulde og svære ting, men også de ting, hvor latteren kan få lov til at fylde.
- Det er rart, at vi alle får sat ord på, at vi mister tålmodigheden i hverdagen. De der aha-oplevelser. Samtidig kan det være forløsende, at vi kan grine af det, som jo er forfærdeligt for os alle sammen, beskriver Anita onlinemødet.
Der var en deltager, som fortalte om, hvordan vedkommende havde lavet billedkort til sin kære med demens. Hvert kort illustrerede en ting eller et gøremål, som at drikke kaffe eller gå en tur. Alt sammen for at hjælpe personen med demens igennem hverdagen. Det var et råd, som Anita blev meget inspireret af.
- Vi bliver bedre klædt på og får redskaber til at blive stærkere, fortæller Anita.
Onlinemøder i en presset hverdag
Pårørendegruppen mødes kun online med en tilknyttet gruppeleder. De sidder foran deres skærm i hver sin ende af landet og deler ud af deres historier.
Det passer Anita ganske fint, og hun har ikke noget imod, at de ikke er fysisk sammen.
- Det bliver mindre krævende, når man i forvejen pisker rundt på et plejehjem og generelt er spændt hårdt for. Derfor er det dejligt, at man kan sidde online derhjemme. Det tekniske er jo kun småting, fortæller Anita.
Gruppen har kun mødtes få gange, men hun ser allerede frem til de næste mange møder. Anita håber, at andre pårørende vil gøre det samme for at gøre dem selv en tjeneste.
- Det er så givende, at man kan hjælpe hinanden og få lettet sit hjerte. Og der er nogen, der virkelig gider at lytte og høre de andre sige, at de også har dårlig samvittighed. Specielt når man som mig ikke har så meget familie, slutter Anita af.
