Bliv frivillig gruppeleder og gør en forskel for pårørende til demens
Som gruppeleder ønsker du at være med til at skabe et trygt rum for pårørende til mennesker med demens, hvor de kan møde ligesindede og dele erfaringer med hinanden. Måske du selv har været eller er pårørende og forstår den livssituation, de står i.
Samtalegruppen består af 5-6 pårørende, som i alt mødes otte gange - en gang om måneden à to timer.
Grupperne, som du kommer til at lede, henvender sig til pårørende, der er ægtefæller, partnere og voksne børn. De vil blive inddelt efter, om de er pårørende til enten Alzheimers sygdom, frontotemporal demens eller Lewy body demens.
For at gruppen og samtalerne fungerer bedst muligt, vil du være fast tilknyttet som gruppeleder. Din rolle vil være at få gruppen startet godt op, holde fast i dialogen, sikre at alle deltagere er okay og lave kaffe.
Der vil være mulighed for, at grupperne kan foregå digitalt.
Inden opstart af gruppen sørger vi for, at du bliver klædt på med den nødvendige viden, støtte og sparring, så du trygt og roligt kan varetage opgaven. Du skal ikke være ekspert i demens, men vi vil gerne sikre, at du føler dig tryg og har de rette redskaber i rollen som gruppeleder.
Sådan bliver du gruppeleder
Du udfylder formularen og bliver kontaktet af os
Du kommer på kursus i Alzheimerforeningen
Sammen finder vi en gruppe der ligger i dit område eller online
For at være frivillig gruppeleder kræver det:
- At du har været igennem et online-kursus ved Alzheimerforeningen
- At du er tålmodig, lyttende og nærværende overfor din samtalegruppe og de udfordringer, der kan høre med, når man er pårørende til et menneske med demens
- At du finder det meningsfuldt at lave frivilligt arbejde, hvor dybe samtaler om det, der både er svært og godt, er i centrum
- At du er mødestabil og har mulighed for at mødes med din samtalegruppe én gang om måneden i to timer
I hvilke kommuner kan du blive gruppeleder?
Vi samarbejder med følgende kommuner:
Bornholm, Herning, Varde, Aabenraa og Gentofte
Vi udvider løbende med flere kommuner og forventer, at der kommer 15 med indenfor det næste års tid. Så hold øje med siden for at se, om din kommune kommer med.
Som gruppeleder vil det være en fordel, at du bor i kommunen eller nabokommunen, så du let kan deltage i de 8 gange, gruppeforløbet varer.