Mor er den vigtigste i verden

I november kom Majkens lille datter til verden. En uge senere blev hendes mor indlagt med medicinforgiftning. De lykkelige dage som nybagt familie er blevet noget andet, end hun havde drømt om.

Af Christina Nejsig

- Da jeg blev gravid var jeg bange for, at min mor aldrig ville nå at se sit barnebarn," fortæller Majken Bredal på 31 år.

Majkens mor har en aggressiv Alzheimers sygdom. Hun er påvirket af hallucinationer og forvrænget virkelighedsopfattelse, som ofte gør hende bange. På kun få år er sygdommen så fremskreden, at hun i dag er på plejehjem.

Tiden som ny mor er nu blevet alt andet, end Majken havde drømt om hele sit liv.

- Jeg sidder ofte tilbage med en følelse af dårlig samvittighed og utilstrækkelighed. Når jeg er sammen med min mor, føler jeg, at jeg burde være sammen med min datter. Og når jeg er sammen med min datter, føler jeg, at jeg burde være hos min mor, fortæller Majken om den ambivalens, der følger med i to så store livsforandrende epoker i sit liv.

Midt i kærligheden og sorgen måtte hun lukke helt ned for sine egne behov for at være der for de to vigtigste mennesker i sit liv.

Frygtede at gå i fødsel før tid
Da Maiken gik på barsel otte uger før termin, åbnede hendes far og hende morens fremtidsfuldmagt. Faren var tyndslidt efter at have været primær omsorgsperson for moren.

- Vi blev nødt til at tale om muligheden for en plejebolig. Heldigvis kunne min mor godt se, at min far ikke havde det godt, og hun accepterede det med omsorg for min far. Det var nogle hektiske uger og jeg var bange for at gå i fødsel, før vi havde fået styr på alt med min mor. Og kun en uge efter fødslen blev hun indlagt med medicinforgiftning. Heldigvis kom hun sig hurtigt, fortæller Majken.

Chokket over indlæggelsen og det første møde mellem mormor og lille nyt barnebarn var et slag i ansigtet. For Majkens mor viste slet ikke interesse for sit nye barnebarn.

Den store sorg blussede op igen. Men der gik ikke længe før det ændrede sig til det bedre.

Plejehjemmet er rart
I foråret kom Majkens mor på plejehjem, og her nyder hun at være, selvom hun også ofte har svært ved at acceptere at være der og savnet til sin familie. Der er kommet mere ro på familien nu. De deler dejlige stunder sammen, og Majkens mor har også fået stor glæde over den lille nye i familien.

Barselsperioden for Majken var slet ikke blevet som forventet. Den er gået med praktiske foranstaltninger og følelsesmæssig ubalance. Den dag Majkens mor kom til plejehjemmet og alt var på plads, bryder Majken sammen. Først her mærker hun, hvad det er, hun har oplevet. Først her bliver virkeligt, at nu har Majken og hendes mor byttet roller, så det er Majken, der skal passe på sin mor.

- Det er vigtigt at fortælle over for mig selv, at det er okay at være sårbar. Jeg tror også, at mange pårørende føler det er svært at fortælle om, hvordan man har det. Jeg tror, at mine venner og familie tænker, hun har styr på det. Det er helt misforstået. Det er ikke forkert at række ud efter andre, og jeg arbejder med at blive bedre til at gøre det,” fortæller Majken.

Vil bryde tabuet
Majken tager kontakt til Alzheimerforeningen i begyndelsen af sommeren for at få hjælp og for at fortælle sin historie til andre, som måske sidder i samme situation.

- Jeg har brug for at tale med nogen, som forstår, hvad jeg går igennem. Det er svært at række ud til de nærmeste og bede om hjælp. Selvom min nære omgangskreds viser empati og intentionerne er gode, så hersker der et tabu om sygdommen, der får folk til at holde en vis afstand. Den afstand har ingen pårørende brug for. Modsat er der brug for hjælp, aflastning og omsorg, fortæller hun.

Tabuet vil Majken bryde ved at fortælle ærligt om alle de svære følelser som sorg og uretfærdighedsfølelse, og hun håber, at alle andre, der har sygdommen tæt inde på livet også tør fortælle ærligt om deres oplevelser. Sådan at flere ved og forstår, hvad det vil sige at være pårørende og være med til at ændre på den svære følelse af ensomhed, som mange oplever. Majkens ønske er, at hendes ærlighed kan være med til at bryde med berøringsangsten.

Majken har besluttet, at hun gerne vil samle ind til Landsindsamlingen den 22. september for at gøre opmærksom på sygdommen i sit nærområde. Hun håber, du også vil være med og gøre en forskel i dit lokalområde.