Mariias mor tog tilbage til Ukraine for at passe sin demenssyge mor

Rusland invaderede Ukraine samtidig med, demenssygdommen invaderede Mariias mormor. Nu trodser hendes familie krigens rædsler for at passe på mormoren, der glemmer sig selv og andre.

Af Karoline Fodgaard

Demens kan ramme alle på den ene eller anden utænkelige måde. Den kommer snigende ganske uforudsigeligt og byder op til dans. En dans man ikke kan sige nej til, eller tage styringen over. Den fører an, og med et er mange menneskers hverdag på tragisk vis ændret. Demenssygdommen er ligeglad med, om man er bankdirektør, skuespiller, sygeplejerske, familiemor, læge eller pensionist. Men den er også ligeglad med, om ens land ligger i krig.

Det har Mariia Kolokolova oplevet i sin familie. For demenssygdommen kom og bød Mariias ukrainske mormor op til dans og tog styringen, da deres land lå i ruiner.

Mariia bor i Skagen med sin mand og deres lille datter. Her har hun boet siden december 2021. Det, som hun troede, bare skulle være en ferie, blev til et nyt liv i toppen af Danmark. Da Rusland invaderede Ukraine, fik hun overtalt sin far, mor og søster til at komme hertil. Mormoren blev i Kharkiv i Ukraine, og havde Mariias onkel til at tage sig af hende. Hun var hverken i stand til at flygte, men nægtede også at forlade sit land.

- Da Rusland invaderede Ukraine sidste år, var min mormor stort set klar over alting. Hun var bange og stresset. Hun spurgte mange gange om Kharkiv stadig var en del af Ukraine, eller om russerne havde taget det. Hun var modstandsdygtig og jokede tit med, at hun ville kæmpe for at forsvare sit land. Det er som om krigen forværrede sygdommen yderligere grundet alt det stress.

Trodser luftalarmerne
Demenssygdommen satte for alvor farten op og slog mormoren ud af kurs, imens bomberne faldt over Kharkiv. Hun overlevede 2. verdenskrig, og nu er hun i krig igen. I krig med Rusland og demenssygdommen. Mariias forældre så ikke andre muligheder end at rejse tilbage til hjemlandet for at passe hende på trods af luftalarmer og russiske angreb.

- Mine forældre og onkel er mere bekymret for min mormor end for krigen i Ukraine, fordi alting lige nu handler om hende. Min mor tager derhen hver dag, uanset om der er luftalarmer eller ej. Hun kan ikke tage i et beskyttelsesrum eller evakuere sig selv, fordi hun er nødt til at være der for sin mor, som ikke er i stand til at kunne rykke eller beskytte sig selv.

I dag kan den 91-årige mormor ikke længere kende sine familiemedlemmer, som hun i stedet tror er plejehjælpere. Hun kan heller ikke huske Mariia eller sin afdøde mand, Mariias morfar, som hun var gift med i over 50 år.

Det er hårdt for hele familien at acceptere, at deres mor, mormor og svigermor lige så stille glider længere og længere væk fra dem. Hun var deres samlingspunkt, og både krigen og sygdommen har gjort hende til en anden person. Nu er familien adskilt og spredt udover Europa på grund af krigen. Selvom de er spredt, er de stadig sammen om mormoren og hendes sygdom.

- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er for min mor, som har sygdommen tæt på. Jeg har spurgt, om der ikke er andre, som kan tage sig af min mormor, men min mor har ikke tillid til at andre personer kan gøre hendes arbejde. Det er en svær beslutning.

I Ukraine er det endnu sværere at få hjælp fra det offentlige. Mange plejehjælpere er flygtet på grund af krigen. Hvis det var muligt at få hende til Danmark, er Mariia sikker på, at folk vil kunne tage sig af hende her.

Moren er inspirationskilden
Imens mormoren glider mere og mere væk til sygdommen, vokser Mariias bekymring for både sin mor og mormor. Det eneste, hun kan gøre, er at tale med sin mor og distrahere hende fra hverdagens rædsler. Det er vigtigt for Mariia, at hendes mor ikke står alene.

- Min mor tog det her svære valg om at blive i krigen for at passe på sin mor. Hun kunne ikke gøre andet. Det er en selvfølge for hende at blive der sammen med sin mor. Så min mor er min absolutte helt.

For Mariia er hendes mor og mormor hendes helt store rollemodeller, der begge trodser krigen for at værne om det vigtigste, de har: Familien.

Meldt sig som indsamler til landsindsamlingen
Midt i fortvivlelsen over at være langt væk, har Mariia valgt at hylde de største kvinder i sit liv. For som hun siger, så er vi alle i den samme verden og påvirket af de samme ting.

- Danskere er også påvirket af krigen i Ukraine. Jeg bor i Danmark nu, jeg har sikkerhed her. Jeg vil gerne fortsætte med at deltage i det danske samfund. Men jeg tænker altid, hvad jeg kan gøre for mit land? Det kan jeg godt gøre på afstand.

Derfor har hun valgt at trave Skagens gader tyndt med sin mand og lille datter, når Alzheimerforeningen har landsindsamling den 24. september. Det gør hun for sin mor og mormor, men også for alle de andre, der er blevet budt op til en tvungen dans med demens:

- Folk skal vide mere omkring den her sygdom. Jeg vidste ikke særlig meget om den, inden den ramte min familie. Det er vigtigt at vide noget om den, så man kan komme igennem tragedien uden at skulle støde på for mange sten på vejen. Folk skal ikke gå igennem det her alene, det er vigtigt at være støttende.

Vil du bakke op om Mariias sag og støtte mennesker med demens og deres pårørende?

Så tilmeld dig som indsamler i dag 👇